Læserbreve

Læserbreve 2002/2003

Læserbreve 2004

Læserbreve 2005

Læserbreve 2007

Landsråd 2002

Landsråd 2003

Landsråd 2004

Landsråd 2005

 


Minister og medier må lære af Irak sag

Medierne er den seneste uge gået helt i selvsving over sagen om eventuel ”tortur” af en irakisk fange i den danske lejr Camp Eden i Irak. Det kan undre, at de danske medier i den grad kan puste denne lille sag op til en kæmpemæssig skandale – inden auditørkorpset overhovedet har undersøgt om der er en sag.

Med til at blæse sagen op er selvfølgelig en nyudnævnt forsvarsminister, der vil vise lidt handlekraft, og derfor fyrer hele ledelsen i den danske lejr selvom han erkender, at han ikke helt ved hvad der er op og ned i sagen!

Men hvad er det egentligt sagen drejer sig om? Jo, en flok irakiske bøller angriber danske soldater, der på en farlig mission forsøger at skabe fred i landet. Kort efter afhøres en person som formodes at kende til angrebet, hvilket ikke lyder urimeligt, vel?

Selve den grusomme ”tortur” består så i at den afhørte må sidde på knæene under forhøret – ligesom han yderligere ”tortureres” ved ikke at få noget at drikke i 30-45 minutter! Hvis dette ifølge Geneve konventionen er at definere som tortur – så skulle vi måske se lidt på fornuften i den Geneve konvention.

Det kan vel ikke være meningen, at vi skal sætte disse folk i en blød lænestol med et glas champagne i hånden, inden vi tør spørge dem om hvorfor de forsøgte at slå danske soldater ihjel?

Det må accepteres, at i virkelighedens verden kan danske soldater i afhøringssituationer stå i situationer hvor ovenstående ”tortur” kan vurderes hensigtsmæssig – og så skal den altså bruges hvis det fremmer soldaternes fremtidige sikkerhed.

For øvrigt er det ikke de afhørte der mener de har lidt overlast – men derimod en civil tolk. Og selv den civile tolk mener at forsvarsministeren har overreageret!

Medierne bør lære ikke at blæse en så lille sag op til så voldsomme dimensioner – og forsvarsministeren bør lære at undersøge sagerne, før han handler og derved dømmer både ledelse og soldater på forhånd.

Nordjyske Stifttidende, 10. august 2004