Læserbreve

Læserbreve 2002/2003

Læserbreve 2004

Læserbreve 2005

Læserbreve 2007

Landsråd 2002

Landsråd 2003

Landsråd 2004

Landsråd 2005

 

 

Forvirringen breder sig i S

Jeg er som så mange andre vælgere forvirret over hvad Socialdemokratiet egentligt mener. De er nok også selv forvirrede – for meldingerne om skat og velfærd er ofte indbyrdes modstridende. Indenfor den seneste uges tid har folketingsmedlemmerne Bjarne Laustsen, Jens Chr. Lund, Rasmus Prehn og Ole Stavad alle bidraget til forvirringen med deres indlæg på disse sider.

Jens Chr. Lund skriver, at Socialdemokratiet vil gennemføre en skatteomlægning med uændret skattetryk – hvor skatter på ”arbejdsindtægt” lettes. Senere i sit indlæg skriver Jens Chr. Lund, at regeringens skattelettelser er hamrende skæve fordi svage grupper som pensionister og syge ikke får meget ud af dem. Men Jens Chr. Lund – sagde du ikke lige at det var på ”arbejdsindtægter” du ville lette skatten?

Jens Chr. Lund vil altså give skattelettelser til arbejdsindtægter. Men hvor vil han hæve skatterne når han siger at skattetrykket skal være uændret? Det er ikke helt klart. Dog antyder han, at landmændene er nogen af dem der skal mærke den socialdemokratiske skattehammer – hvilket sikkert betyder, at det socialdemokratiske forslag fra FL 2005 om en tredobling af landbrugets jordskatter skal genfremsættes. Men hvem andre skal mærke skattestigningerne?

Rasmus Prehn revser i et indlæg en venstremand for at lave ”vandrehistorier” om Socialdemokratiets politik. Rasmus definerer vandrehistorier som ”opdigtede historier om grumme ting”. Ud fra den definition må den socialdemokratiske påstand, om regeringens nedskæringer i den offentlige service, være det nye årtusinds største vandrehistorie. Og den vandrer i bedste velgående rundt blandt alle socialdemokratiske MF'ere.

Rasmus Prehn skriver også, at han vil ”genoprette” vores velfærdssamfund efter den nuværende regering. Det må vel betyde, at servicen skal ned på niveauet under Nyrup? Det vil f.eks. medføre, at de mange mia. regeringen har investeret i sundhedsvæsnet skæres væk igen – og tusindvis af patienter må tilbage på ventelisterne!

Bjarne Laustsen og Ole Stavad supplerer Rasmus Prehn og Jens Chr. Lund med et par skattelæserbreve mere. Fælles for alle 4 læserbreve er, at de påstår at regeringens skattelettelser ikke er fuldt finansieret. Men Socialdemokratiet har samtidig fremlagt en finansieringsplan for deres velfærdsrettigheder gående på, at regeringens skattelettelser skal rulles tilbage. Altså siger de hermed, at deres fuldt finansierede velfærdsrettigheder skal finansieres af regeringens ufinansierede skattelettelser. Det er forvirrende.

Nordjyske Stifttidende, 28. september 2007